Guddommeligt

Det er utroligt, som videnskaben altid har vendt sig bort fra troen på, at der er en Gud, fra troen på noget, som er højere end vi kan forstå,

Videnskaben taler om atomer, kvarker og mikroorganismer, ting så små at man ikke kan se det med det blotte øje, alligevel kan man se at disse reagerer selvstændigt på omgivelserne, og så tror man de har skabt sig selv.

Fakta er, at det alt sammen er skabt af Gud, og holdes sammen og i gang af Gud, derfor er der også orden i tingene, selv om det kan være indviklet at forstå.

Der er intet synligt til, uden det er skabt af Gud, måske lige med undtagelse af mennesket, og det vi kender fra urtiden, alligevel har Gud tildelt alle mennesker en del af sig selv, en sjæl som er et selvstændigt væsen vi alle har fået tilknyttet, der gør at vi alle skal leve til evig tid, hvis vi vil.

Videnskaben tror på det, de kalder for ”BIG BANG”. Det har aldrig fundet sted på den måde, videnskaben forklarer det, for intet forsvinder ud i rummet, og alting bliver holdt på plads af den kraft, som Gud har placeret i de fire universer, der er til, universer der kredser parvis sammen og modsat hinanden i en 6 millioner år cirkel uden om Guds rige!

Hvis videnskaben ville tro på Gud og ud fra det arbejde, så man måske kan få stoppet alt den krig og ufred, der er i verden, man kunne jo begynde at tale sammen i stedet for at slå hinanden ihjel.

Så er der vist sagt nok.

Det sproglige imperativ

Der vil ikke følge en begrundelse for mit sproglige imperativ denne gang, men det kommer på et tidspunkt. Det sproglige imperativ er en tanke, jeg har tænkt over, af denne grund jeg her deler det med jer. Det er formuleret således:

Dersom skældsord - i enhver situation, De måtte befinde sig i - ikke bidrager med noget nyttigt i forhold til omstændigheden og dennes problematik, bør disse omtalte skældsord ikke benyttes.

Inkorporering af logisk positivisme

Hvis du er en af dem, der gerne vil have renset filosofien for vage forestillinger, der mestendels svæver uden for den menneskelige sfære, så støtter du måske inkorporering af logisk positivisme.

Det er noget, hvis debattering vil blive mødt med bifald af undertegnede.

Hvad venter vi på?

Snæversynet som robotter

Gennem syv års skolegang er det efterhånden blevet mig klart, at der hos lærere i folkeskolen er en generel tendens til at være snæversynet.

Matematik er et fag af første rang, og det kan i længden derfor let blive for kedeligt at lave opgaver, der er af samme art hele vejen igennem folkeskolen. Hvis man kunne kombinere det med noget praktisk, som det fx foregår i fysik/kemi, ville det måske hjælpe nogen til at forstå det bedre og dermed skabe begejstring, for nogle mennesker har mere brug for det praktiske end det teoretiske.

Fremlæggelser om, hvorledes matematikken bliver anvendt i dag og perspektivering af tallene, ville formentlig også være en hjælpende hånd til skabelsen af en positiv stemning i klasselokalet.

I det øjemed kunne det foreslås, at der hver anden uge var fremlæggelse i matematik, således at vi også bliver vant til det. Det, at kunne fremlægge, kommer naturligt til nogen, mens det for størstedelen gælder, at de skal trænes og kritiseres på konstruktiv vis.

Danske skoleelever mangler generelt indflydelse på undervisningen i fagene. Det skal der rettes op på, og politikerne samt lærerne skal lære ikke at være så snæversynede, som de let forekommer at være i dag.

På sin vis er det lidt for dårligt, at jeg ikke er meldt ind i skolerådet på min skole, for jeg har nogle ting, jeg gerne vil have drøftet. I stedet gik pladsen til en anden fra min klasse, som endnu ikke vides at kunne varetage opgaven.

Hvis tilfældet er, at hun ikke er i stand til at varetage opgaven, griber jeg glædeligt ind.

 

En historie for alle og ingen

Hvorledes kunne disse hindbærfarvede reklamer være påmalet skolebussen? Al vederstyggelighed syntes skolebussens smilen mig at være. Stedse havde jeg betragtet dens mønstre, men denne gang var det undværligt. Min herre udså sig efter sigende altid de flotte, prangende busser, men ak nej! Næppe havde han set ordentligt efter i dag.

Altid havde jeg levet som i et menneskeligt fængsel: men nu var det på tide at opleve naturen. Hvordan var verden derude? Det måtte jeg selv sørge for at opdage – ja, det måtte jeg. At mærke solens skinnen på mig var som at blive produceret på ny i fabrikkens mave igen, om end min erindring derfra er ganske diffus.

Det var vidunderligt at møde andre produkter i bussen. Produkter, jeg længe havde gået og fantaseret om, ligesom når mennesker møder nye og fremmede mennesker. Kunne de ændre på mit hidtidige livssyn? Ak ja.

Ilde til mode følte jeg mig, da jeg sad klistret fast på min herres ryg, mens han trissede rundt i bussen for at finde en ledig plads, og se, da fandt han endelig én! Med ét sad vi ned – min herre på højre lynlås og jeg selv på venstre. Der var duggede vinduer samt en ravnemoder, se, tingene havde i dag forandret sig! En ravnemoder med sit barn, hvis skoletaske i høj grad var omgængelig og opstemt: se, den var nok også kommet ud!

”Dejligt med nogen på samme fod,” tænkte jeg inderligt. Efter et kortvarigt moment mælede jeg med min dybeste og honningsøde røst mellem alle bussens passagerer og over til den evigglade skoletaske: ”Hvorledes kan du bare sidde dér og være glad? Har du ikke måttet kæmpe dig fri? Jeg gætter på, at du er på vej i skole sammen med din herre, ikke sandt?” da dette var sagt, rømmede skoletasken sig, mens jeg stedse sad og ræsonnerede. Samtidig så jeg på min store og magtfulde herre, men han forekom fjern – og bussen kørte blot videre, som det var en ustoppelig blyantspidser, der var i færd med at spidse den længste og væmmeligste blyant nogen sinde.

”Mangt og meget har jeg oplevet,” begyndte den anden skoletaske nu, ”men jeg har ej nogen sinde oplevet en så næsvis og talende skoletaske som dig,” svarede han mig. Dertil sagde jeg: ”Hvad skal dette dog sige? Siger du, at du har stødt på en troldmand, der ikke kunne skjule sin grelle visdom?”

Således endte vor snak, og den anden skoletaske kiggede derpå, som om den var ked af det, direkte ned i gulvet. Derefter talte vi ikke mere i løbet af busturen, og bardus var vi ved skolen. Hele denne bustur har været en oplevelse for alle og ingen, men skønt skolebussens hindbærfarvede reklamer og den anden skoletaskes pludselige sørgmodighed, var det en mindeværdig oplevelse for mig: jeg var kommet ud i det fri, ud i naturen, ud i naturens uudgrundelige form, som ikke kunne gennemskues!