En historie for alle og ingen
Hvorledes kunne disse hindbærfarvede reklamer være påmalet skolebussen? Al vederstyggelighed syntes skolebussens smilen mig at være. Stedse havde jeg betragtet dens mønstre, men denne gang var det undværligt. Min herre udså sig efter sigende altid de flotte, prangende busser, men ak nej! Næppe havde han set ordentligt efter i dag.
Altid havde jeg levet som i et menneskeligt fængsel: men nu var det på tide at opleve naturen. Hvordan var verden derude? Det måtte jeg selv sørge for at opdage – ja, det måtte jeg. At mærke solens skinnen på mig var som at blive produceret på ny i fabrikkens mave igen, om end min erindring derfra er ganske diffus.
Det var vidunderligt at møde andre produkter i bussen. Produkter, jeg længe havde gået og fantaseret om, ligesom når mennesker møder nye og fremmede mennesker. Kunne de ændre på mit hidtidige livssyn? Ak ja.
Ilde til mode følte jeg mig, da jeg sad klistret fast på min herres ryg, mens han trissede rundt i bussen for at finde en ledig plads, og se, da fandt han endelig én! Med ét sad vi ned – min herre på højre lynlås og jeg selv på venstre. Der var duggede vinduer samt en ravnemoder, se, tingene havde i dag forandret sig! En ravnemoder med sit barn, hvis skoletaske i høj grad var omgængelig og opstemt: se, den var nok også kommet ud! 
”Dejligt med nogen på samme fod,” tænkte jeg inderligt. Efter et kortvarigt moment mælede jeg med min dybeste og honningsøde røst mellem alle bussens passagerer og over til den evigglade skoletaske: ”Hvorledes kan du bare sidde dér og være glad? Har du ikke måttet kæmpe dig fri? Jeg gætter på, at du er på vej i skole sammen med din herre, ikke sandt?” da dette var sagt, rømmede skoletasken sig, mens jeg stedse sad og ræsonnerede. Samtidig så jeg på min store og magtfulde herre, men han forekom fjern – og bussen kørte blot videre, som det var en ustoppelig blyantspidser, der var i færd med at spidse den længste og væmmeligste blyant nogen sinde.
”Mangt og meget har jeg oplevet,” begyndte den anden skoletaske nu, ”men jeg har ej nogen sinde oplevet en så næsvis og talende skoletaske som dig,” svarede han mig. Dertil sagde jeg: ”Hvad skal dette dog sige? Siger du, at du har stødt på en troldmand, der ikke kunne skjule sin grelle visdom?”
Således endte vor snak, og den anden skoletaske kiggede derpå, som om den var ked af det, direkte ned i gulvet. Derefter talte vi ikke mere i løbet af busturen, og bardus var vi ved skolen. Hele denne bustur har været en oplevelse for alle og ingen, men skønt skolebussens hindbærfarvede reklamer og den anden skoletaskes pludselige sørgmodighed, var det en mindeværdig oplevelse for mig: jeg var kommet ud i det fri, ud i naturen, ud i naturens uudgrundelige form, som ikke kunne gennemskues!
